55
I de Tider havde man ikke andre Midler til at værge sig mod Kulgassen end at lade den eksplodere i smaa, uskadelige Mængder, førend den paa Grund af sin Lethed var stegen til Vejrs og havde samlet sig i større Mængder oppe under Galleriernes Loft.
I den Hensigt maatte »Pønitenten« — med Maske for Ansigtet, Hovedet omsluttet af den tykke Hætte og hele Legemet tæt indhyllet i Kutten — krybe hen ad Jorden. Han maatte nemlig drage Aande i de lavere Luftlag, hvor Luften var mere ren, men han holdt hvert Øjeblik en lang, brændende Fakkel højt op over Hovedet. Hvis de øvre Luftlag saa indeholdt Kulgas, opstod der i Almindelighed en ubetydelig og ufarlig Eksplosion, og saaledes lykkedes det ved hyppig at gentage denne Fremgangsmaade at forebygge større Grubeulykker. Ikke saa sjælden blev »Pønitenten« ramt og døde paa Stedet. Saa maatte en anden straks overtage hans Bestilling. Denne Fremgangsmaade brugtes overalt, lige indtil Davys Sikkerhedslampe blev indført i alle Kulværker. Men jeg kender god Besked med den, og paa den Maade har jeg været i Stand til at paavise, at der endnu findes Kulgas i Dochart-Gruben.«
— Den gamle Formands Beretning om »Pønitenten« er fuldstændig overensstemmende med Sandheden. Saaledes bar man sig virkelig i tidligere Tid ad med at rense Luften i Kulgruber. Den eksploderende Luftart — kulsur Vandstofgas eller Sumpgas, som den ogsaa kaldes — er farveløs, næsten uden Lugt, giver, naar den antændes, et meget svagt Lys, og man kan aldeles ikke taale at indaande den. Bjergmanden vilde lige saa lidt kunne leve i denne giftige Gasart, som man vilde kunne
