Side:Det sorte Indien.djvu/65

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

61

driver sit Spil hernede, ham, som jeg hundrede Gange har været paa Spor efter, uden at jeg har kunnet faa Fingre i ham. Det er uden al Tvivl ogsaa ham, som har skrevet det andet Brev til Dem, Hr. Ingeniør, for at forebygge Mødet mellem Dem og Fader, og det har sikkert ligeledes været ham, der i Yarow-Skakten kastede Stenen ned efter os. Nu er der ikke længere nogen Tvivl mulig: ved alle disse Tildragelser har et Menneske haft sin Finger med i Spillet!«

Harry havde sagt dette i en saa bestemt og overbevisende Tone, at Ingeniøren uvilkaarlig kom til at hælde til samme Anskuelse. Kun den gamle Formand vægrede sig endnu ved at tro, at man virkelig her skulde staa over for en Forbrydelse.

»Tag din Hakke, Harry«, sagde han, »og staa op paa mine Skuldre. Jeg har vel endnu Kræfter nok til at bære dig«.

Harry svang sig op paa hans Skuldre, saa at han kunde naa de tilmurede Revner, og gav sig saa til at bearbejde Skifervæggen med kraftige Slag.

Et Øjeblik efter hørtes der en skarp Hvislen, omtrent som naar Kulsyren undviger af en Flaske Champagne, idet man langsomt løsner Proppen.

Harry greb Lampen og holdt den hen til Sprækken — der hørtes et svagt Knald, og en lille rødlig, i Randen blaalig Flamme hoppede hen ad Væggen som en flimrende Lygtemand.

Harry sprang ned, og den gamle Formand greb Ingeniørens Haand og raabte, idet den inderligste Glæde lyste ud af hans Øjne.