Side:Det sorte Indien.djvu/76

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

72

af Glæde over saaledes at se deres Ønsker opfyldte langt over deres dristigste Forventninger. Hvor de saa' hen, mødte Øjet kun Kul. Det Indtryk, som dette Syn gjorde paa dem, overvældede dem i Begyndelsen i den Grad, at ingen af dem kunde fremføre et Ord. Selv Simon Ford gav kun sin Henrykkelse Luft i korte Forundringsudbrud.

Det var maaske ufornuftigt af dem, at vove sig saa langt ind i denne Krypt, men hvor kunde de i et saadant Øjeblik have Tanke for, at det maaske kunde have sin Vanskelighed at komme tilbage. Galleriet var jo let tilgængeligt og løb i næsten lige Linie. Ingen Kløft standsede deres Gang, og ingen skadelige Uddunstninger blandede sig med den rene Luft. Der var altsaa foreløbig ingen Grund til at gøre Holdt. De vandrede en Tidlang fremad, uden at de af noget som helst Kendemærke kunde slutte sig til, hvorledes den hidtil ubekendte Tunnel var fremkommet.

De vilde sikkert være trængt endnu længere frem, hvis de ikke vare komne til Enden af det temmelig brede Galleri, som de havde fulgt lige fra deres Indtrædelse i Ny-Aberfoyle.

Galleriet mundede her ud i en uhyre Hulning. Hvor dybt sænkede vel den lige over for liggende Væg sig ned? Det uigennemtrængelige Mørke hindrede Øjet i at gøre sig nogen Forestilling derom. Ved Skinnet af Lampen kunde de tre Opdagere dog se, at Bunden af den usynlige Hvælving var bedækket af en udstrakt stille Vandflade, hvis Bredder tabte sig i Mørket.

»Holdt!« raabte Simon Ford, idet han pludselig