4
John Starr var af en kernesund Natur og saa' trods sine 55 Aar ud, som om han ikke var mere end 40. Han var af en gammel, anset Familie, og hans Arbejder vare en Ære for den Gren af Ingeniørvidenskaben, som bringer de forenede Kongerigers underjordiske Kulforraad frem for Dagens Lys.
En stor Del af sit Liv havde han tilbragt i Aberfoyles dybe, hemmelighedsfulde Kulgruber, og dér havde han vundet sit højt ansete Navn.
Forøvrigt var han Præsident for det skotske Oldsags-Selskab, et af de mest virksomme Bestyrelsesmedlemmer ved den kgl. polytekniske Læreanstalt og skrev hyppig fortræffelige Artikler i Edinburghs Blade og Tidsskrifter. Han var, kort sagt, én af disse praktiske lærde, som England skylder sin Velstand, og han indtog en høj Rang i Skotlands gamle Hovedstad.
Englænderne have givet deres vidtstrakte Kulminer et meget betegnende Navn: de kaldte dem »Det sorte Indien« — særdeles træffende; thi dette »Indien« har maaske bidraget endnu mere end Ostindien til at skabe Storbritanniens umaadelige Rigdomme. Nede i disse Miner arbejder Dag og Nat et helt Folk af Bjergarbejdere paa at fravriste Jorden dens Kul, dette fortrinlige Brændsels-stof, der i vore Dage er en Livsbetingelse for Industrien.
Dengang laa efter de sagkyndiges Beregning det Tidspunkt, da Kullejerne vilde være udtømte, endnu i en fjern Fremtid, foreløbig var der ingen Nød at frygte: der var jo to Verdeners rige Kullejer at udnytte. Dengang tegnede det ikke til, at der nogensinde skulde blive Mangel paa Stenkul til de mangfoldige Fabriker, Lokomotiver, Dampskibe, Gasværker o. s. v. Men i de
