Side:Det sorte Indien.djvu/80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

76

andre Mineralier, og hvorfor skulde det saa genere os at underminere Nordsøen paa Kryds og tværs?« 

»Bravo, Simon!« sagde Ingeniøren, der ikke kunde lade være at smile ad den gamle Formands Ivrighed. »Det var ret: vi fører vore Gallerier helt ud under Havet! Vi gennemhuller det atlantiske Hav ligesom et Sold! Vi arbejder os med Spidshakken frem under Oceanet helt over til vore Stammefæller i de forenede Stater! Vi borer os, om det saa skal være, ind til Jordens Midtpunkt og fravrister den den sidste Stump Kul!«

»De gør nok Nar af mig, Hr. Starr!«

»Nej, kære Simon, det vilde være Synd og Skam af mig — men Deres Begejstring bringer Dem til at tro paa Umuligheder. Lad os holde os til Virkeligheden, den ser jo allerede lovende nok ud. Nu vil vi ganske rolig lade Værktøjet blive liggende her og begive os tilbage til Deres »Villa«.

I den nærmeste Fremtid vilde Ingeniøren i Spidsen for en Afdeling Bjærgmænd med fuldstændig Udrustning give sig i Lag med nøjere at undersøge Ny-Aberfoyle, men for Øjeblikket var der ikke andet at gøre end at vende tilbage til Dochart-Gruben. Vejen var jo let at finde. Galleriet løb næsten i lige Linie tilbage til den Aabning, de havde sprængt i Væggen, og man kunde altsaa ikke gaa fejl. Idet de brød op, sagde Simon Ford:

»Her til Bredden af denne underjordiske Sø vil vi flytte hen, her vil vi bo, og dersom en Del af mine Kammerater vil følge vort Exempel, hvad jeg antager,