79
fremad. Hver Gang han kom til en Udhulning eller Sideaabning, overtydede han sig snart om, at den ikke havde noget at gøre med den Vej, de skulde følge, at den ene var for lav, den anden for smal, og saaledes lykkedes det ham stadig at finde den rette Vej.
I det fuldstændige Mørke tog denne besværlige Vej henved to Timer. Ved omtrentlig at slutte sig til den Tid, der var medgaaet, og ved ligeledes at tage i Betragtning, at de kun havde kunnet gaa langsomt, kunde John Starr sige sig selv, at de snart maatte være ved Udgangen.
Harry standsede virkelig ogsaa næsten i samme Øjeblik.
»Er vi der nu?« spurgte Simon Ford.
»Ja!« svarede Harry.
»Saa maa du da let kunne finde den Aabning, vi kom ind igennem.«
De kunde høre, hvorledes Harry befølte Væggen overalt, atter og atter.
»Jeg kan ikke finde den!« svarede Harry.
Den gamle Formand og Ingeniøren traadte til og gav sig til at undersøge Skifervæggen — men forgæves: enten maatte de alligevel have taget fejl af Vejen, eller ogsaa var den eneste Udgang, den, som de selv havde frembragt ved Dynamitsprængningen, atter blevet lukket for dem. Men hvad enten nu det ene eller det andet skulde vise sig at være Tilfældet, ét var sikkert; John Starr og hans Ledsagere vare utvivlsomt indespærrede i Ny-Aberfoyle.
»Vi er indemurede!« udbrød Simon Ford.
»De Uslinger!« raabte Harry i rasende Forbitrelse, »de har begravet os levende!«
