84
bestemt, at de med deres egne Øjne havde set disse Væsener.
Sandheden var, at der fra Tid til anden saas lange Flammer, snart over de halvt sammenfaldne Mure, snart oppe i det Taarn, som rager op over Dundonald-Castles Ruiner.
Disse Flammer kunde maaske nok undertiden for dem, der var i Besiddelse af en livlig Indbildningskraft, synes at antage Form af menneskelignende Skikkelser; men en sund, fornuftig Undersøgelse vilde snart have kunnet paavise den naturlige Aarsag til disse Flammers Fremkomst.
»Ild-Heksene« havde i hele Egnen Ord for hyppig at aflægge Besøg i det gamle Slots Ruiner, hvor de især i mørke Nætter opførte deres vilde Danse.
Man kan let tænke sig, at disse sælsomme Væsener vare det staaende Samtaleemne ved Aftensammenkomsterne i Irvine. Jack Ryan havde et helt Lager af Historier om Ildheksene.
Heller ikke ved Irvine-Festen om Aftenen den 12te December, hvor der blev drukket Masser af Ale, Brandy og Whisky, undlod Jack Ryan at fortælle nogle af disse Krøniker, ganske vist til stor Fornøjelse for de aandeløst lyttende Tilhørere, men dog ogsaa til disses hemmelige Rædsel.
Denne Sammenkomst fandt Sted i en stor Lade, som laa nær ved Bredden af Bugten. Selskabet sad i en Rundkreds omkring den lystigt flammende Ild, der var antændt paa en mægtig Jærn-Trefod.
Udenfor var det et meget haardt Vejr. Tykke Taagemasser jog hen over Bølgerne, og man skimtede
