85
kun nu og da hvidtskummende Søer, som piskedes ind mod Kysten af en stiv Sydvestvind. I den bælgmørke Nat, hvor man ikke kunde øjne en eneste Stjerne paa Himlen, flød Jord, Himmel og Hav sammen i et uigennemtrængeligt Mørke, der naturligvis i højeste Grad vilde vanskeliggøre enhversomhelst Landing i Irvinebugten i Tilfælde af, at et Skib vilde vove sig derind eller blev drevet derind af den heftige Paalandsvind.
Irvines lille Havn er aldrig stærkt besøgt, i det mindste ikke af store Fartøjer. Større Damp- og Sejlskibe anløbe Land noget nordligere, naar de skulle ind i Clydebugten.
Denne Aften havde imidlertid en Fisker til sin store Forbavselse bemærket et Fartøj, som holdt lige ind mod Land, med Vinden lige agterind og alle Klude oppe.
Hvis det forfejlede Indløbet til Bugten, var der ikke paa noget andet Sted af den farlige, klippefulde Kyst nogen reddende Havn at ty ind til, og Skibet vilde da uden Tvivl være redningsløs fortabt.
Det i Laden forsamlede Selskab skulde netop, efter en sidste Sang af Jack Ryan, til at bryde op. Tilhørerne, hvis Hoveder vare ret fortumlede af Drikkevarer og Spøgelsehistorier, vare just i en saadan Sindsstemning, at de i paakommende Tilfælde vilde handle ganske efter deres Overtros Indskydelser.
Pludselig hørte man høje, ængstelige Raab udenfor. Jack Ryan standsede midt i sin Sang, og alle ilede ud af Laden.
Natten var mørk, sludfulde, kolde Byger fór piskende hen over Strandbredden.
Nogle Fiskere, som havde lænet sig op mod en
