Side:Det sorte Indien.djvu/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

88

til, for at kunne se en menneskelignende Skikkelse i denne Flamme. Flagrende urolig som et af Vinden bevæget ildluende Flag, syntes den ofte at flyve bort fra Spidsen af Taarnet, som om den skulde slukkes, men greb stedse i næste Øjeblik atter fat med sin nederste, blaaligtlysende Del.

»Ildheksene!« gentog Fiskerne og de forskrækkede Landboere.

Nu var Sagen let at forklare: Skibet var aabenbart i Taagen kommet ud af sin Kurs og havde antaget denne Flamme for Irvine-Fyret. Det maatte have troet at befinde sig lige ud for det en halv Mils Vej nordligere liggende Indløb til Bugten, og sejlede derfor nu sin visse Undergang i Møde.

Hvad kunde man gøre til dets Redning? Var der overhovedet endnu Tid dertil? Maaske skulde man have ilet op til Ruinerne og, om muligt, have slukket Flammerne og derved forebygget al videre Forveksling af dem og Irvine-Fyret.

Men selv om det var klart for alle, at dette var den eneste Udvej, hvilken Skotte vilde vel saa have vovet at byde Ildheksene Trods?

Maaske Jack Ryan, thi han var en modig Natur, og hvor stærk hans Overtro end var, formaaede den dog ikke, naar det kom til Stykket, at undertrykke en ædlere Drift i ham.

For sent!

Et frygteligt Brag overdøvede for et Øjeblik Elementernes Rasen. Skibet var stødt paa Grund, dets Signallanterner slukkedes, det krængede om paa den ene Side og laa nu indeklemt mellem nogle Klipper.