Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Ellevte Kapitel.
Loven.


Derpaa rørte noget Koldt ved min Haand. Jeg foer voldsomt sammen og saa tæt ved mig en utydelig, blegrød Tingest, der mere lignede et flaaet Barn end nogetsomhelst andet i Verden. Dette Væsen havde aldeles et Dovendyrs godmodige men frastødende Ansigtstræk, den samme lave Pande og langsomme Bevægelser. Efterhaanden som jeg vænnede mig til det svage Lys, kunde jeg tydeligere skælne mine Omgivelser. Den lille, dovendyragtige Skabning stod og stirrede paa mig. Min Fører var forsvunden.

Jeg befandt mig i en snæver Gang mellem høje Lavamure — en Revne, der havde dannet sig i Lavaens ujævne Strøm — og paa begge Sider var der stablet sammenfiltrede Dynger af Tang, Palmeblade og Siv op mod Klipperne, hvorved der dannedes nogle tarvelige Huler, i hvis Indre et uigennemtrængeligt Mørke herskede. Vejen, der