99
LOVEN.
Jeg kunde have bildt mig ind, at jeg drømte, men jeg har aldrig før hørt Sang i Drømme.
"Hans er Lynets Glimt," sang vi. "Hans er det dybe, salte Hav."
Jeg fik en gyselig Anelse om, at Moreau, efter at have gjort disse Mennesker til Dyr, havde besmittet deres forkrøblede Hjærner med en Slags Forgudelse af ham selv. Men jeg saa de hvide Tænder og de stærke Kløer omkring mig altfor tydeligt til, at jeg af den Grund skulde holde inde med min Sang. "Hans er Stjærnerne paa Himlen."
Endelig var Sangen færdig. Jeg saa Abe-Mandens Ansigt skinne af Sved, og da mine Øjne nu havde vænnet sig til Mørket, saa jeg tydeligere den Skikkelse i Krogen, fra hvem Stemmen kom. Den var paa Størrelse som et Menneske, men syntes helt bedækket med glansløse, graa Haar. Hvad var det for et Væsen? Og hvad var de allesammen? Hvis Læseren kan tænke sig omgivet af alle de frygteligste Vanskabninger og Daarekistelemmer, som det er muligt at forestille sig, vil han kunne gøre sig et svagt Begreb om, hvad jeg følte med alle disse groteske Menneskekarrikaturer omkring mig.
"Han er en Fem-Mand, en Fem-Mand, en Fem-Mand … ligesom jeg," sagde Abe-Manden.
Jeg rakte mine Hænder frem. Den graa Skab-
