Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

160

DOKTOR MOREAUS Ø.


synge Brudstykker af den sidste Halvdel af Lovens Litani; "Hans er den Haand, som saarer, Hans er den Haand, som læger", og saa fremdeles.

Saa snart de havde nærmet sig til en Afstand af en halvhundrede Fod, standsede de, lagde sig ned paa Knæ og Albuer og begyndte at strø det hvide Støv paa deres Hoveder. Lad Læseren forestille sig denne Scene, om han kan. Vi tre blaaklædte Mænd og vor vanskabte Tjener med det sorte Ansigt stod der paa en stor, solbeskinnet Slette, bedækket med gulhvidt Støv, under den klare, blaa Himmel, og rundt om os laa denne Kreds af sammenkrøbne og gestikulerende Uhyrer, nogle næsten menneskelige, undtagen i deres snedige Udtryk og deres Fagter, andre helt forkrøblede, atter andre saa Sælsomt fordrejede, at de kun kunde lignes med de Væsener, vi ser i vore vildeste Drømme. Og bagved dem saas i een Retning Rørkrattets bølgende Linier, i en anden et tæt Virvar af Palmetræer, som skilte os fra Kløften med Hytterne, og mod Nord det stille Oceans disede Horisont.

"To og treds, tre og treds," talte Moreau. "Der mangler fire."

"Jeg ser ikke Leopard-Manden," sagde jeg.

Moreau blæste atter i det store Horn, og alle Dyrefolkene kravlede og vred sig i Støvet ved