198
DOKTOR MOREAUS Ø.
i Indelukket, hvor Moreau laa ved Siden af sine sidste Ofre — Jagthundene, Lamaen og nogle andre stakkels Dyr — med sit svære Ansigt, der var roligt selv efter hans frygtelige Død, og sine barske Øjne, som stod aabne og stirrede paa den døde, hvide Maane deroppe. Jeg satte mig paa Kanten af Afløbsrenden og begyndte at overveje mine Planer, med Blikket fæstet paa den uhyggelige Dynge Kvas med dens sølvhvide Lys og spøgelseagtige Skygger.
Næste Morgen vilde jeg samle nogle Levnedsmidler i Jollen, stikke Ild paa Ligbaalet her, og saa paany ro ud paa det øde, aabne Hav. Jeg følte, at der ingen Redning var for Montgomery — at han i Virkeligheden var halvvejs beslægtet med disse Dyrefolk og ikke egnede sig til at leve i det menneskelige Samfund. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der og udkastede Planer. Det har formodentlig varet omtrent en Timestid. Saa blev min Tankegang afbrudt ved, at Montgomery vendte tilbage til Egnen omkring Huset. Jeg hørte Hyl af mange Struber, forvirrede, jublende Raab, Hujen, Skraalen og ophidsede Hvin; de syntes at nærme sig Strandbredden og standse helt nede ved Vandkanten. Spektaklet steg og sank; jeg hørte tunge Slag og Brag af Træ, der splintredes, uden at det
