203
MONTGOMERYS "BLAA MANDAG".
og gennem deres mørke Virvar skød flagrende Glimt af blodrøde Flammer. Saa fængede Straataget. De bølgende Luer foer henover det skraa Tag. En Ildtunge slikkede ud gennem Vinduet i mit Værelse.
Jeg forstod straks, hvad der var sket. Jeg huskede det Brag, jeg havde hørt. Da jeg var styrtet ud for at hjælpe Montgomery, var jeg kommen til at vælte Lampen.
Umuligheden af at redde noget fra Indhegningen var indlysende. Mine Flugtplaner faldt mig ind, og jeg drejede mig hurtigt om for at se, hvor paa Lag de to Baade laa paa Strandbredden. De var borte! To Økser laa paa Sandet ved Siden af mig, Spaaner og Splinter var spredte rundt omkring. og Baalets Aske laa sort og rygende i Daggryet. Han havde brændt Baadene for at hævne sig paa mig og forhindre os i at vende tilbage til det menneskelige Samfund.
Et pludseligt, krampagtigt Raseri rystede hele mit Legeme. Jeg følte mig næsten fristet til at knuse hans taabelige Hoved, medens han laa hjælpeløs for mine Fødder. Men med eet bevægede han den ene Haand, saa svagt, saa ynkeligt, at min Harme forsvandt. Han stønnede og aabnede Øjnene et Sekund.