232
DOKTOR MOREAUS Ø.
tilsidst — langsomt, thi Vejret var varmt. Da Dyret naaede Træerne, krøb det op i dem, thi det havde lettere ved at bevæge sig blandt de svajende Slyngplanter end paa Jorden.
Paa et Sted, hvor Græsset var nedtrampet, fik jeg pludselig Øje paa en uhyggelig Gruppe. Min St. Bernhardshund laa død paa Jorden, og tæt ved dens Lig sad Hyæne-Svinet sammenkrøben, flængede med sine vanskabte Kløer i det bævrende Kød, gnavede af det og snærrede af Henrykkelse. Da jeg traadte nærmere, hævede Uhyret sine funklende Øjne op mod mine, dets Læber trak sig dirrende tilbage og blottede dets blodige Tænder, og det knurrede truende. Det var ikke bange, skammede sig heller ikke; det sidste Spor af Menneskelighed var forsvundet. Jeg gik endnu et Skridt frem, standsede, og trak min Revolver op af Lommen. Endelig stod jeg Ansigt til Ansigt med min Fjende.
Dyret syntes ikke at tænke paa Flugt. Det lagde Ørene tilbage, rejste Børster og krøb sammen. Jeg sigtede imellem dets Øjne og fyrede. Men i samme Øjeblik sprang det lige løs paa mig og væltede mig over Ende som en Kegle. Det greb fat i mig med sin vanskabte Haand og slog mig i Ansigtet. I sit Spring faldt det ovenpaa mig, saa
