233
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
at jeg kom til at ligge under dets Bagkrop, men heldigvis havde jeg ramt, hvor jeg sigtede, og det døde næsten øjeblikkeligt. Jeg krøb frem under dets modbydelige Krop, rejste mig skælvende og stirrede paa Uhyret, der vred sig i Dødskampen. Nu var i det mindste den Fare overstaaet. Men jeg vidste helt vel, at dette kun var det første af en Række Tilbagefald, som før eller senere maatte komme.
Jeg brændte begge Ligene paa et Baal at Kvas. Jeg indsaa nu aldeles tydeligt, at hvis jeg ikke forlod Øen, var min Død kun et Tidsspørgsmaal. Det var nu kommen saa vidt, at Dyrene, med Undtagelse af eet eller to, havde forladt Kløften og lavet sig Lejer, hvert efter sin Lyst, rundt om i Øens Buskadser. Kun faa af dem strejfede omkring om Dagen; de Fleste sov, og en Nyankommen kunde have troet, at Øen var øde; men om Natten genlød Luften af deres uhyggelige Skrig og Hyl. Jeg havde halvvejs i Sinde at foranstalte et almindeligt Blodbad imellem dem — sætte Fælder for dem eller gaa løs paa dem med min Kniv. Hvis jeg havde haft tilstrækkelig mange Patroner, vilde jeg ikke have tøvet med at begynde Jagten. Der kunde nu næppe være en Snes Stykker af de farlige Rovdyr tilbage; de