17
DEN SORTE MANDS ANSIGT.
Ende af Skibet, sprætter jeg Maven op paa ham; det vil jeg bare lade Dem vide. Jeg sprætter Maven op paa ham, den Onde lyne mig! Hvem er De, som giver mig Ordre til, hvad jeg skal gøre? Jeg er dette Skibs Kaptajn, forstaar De — baade Kaptajn og Rheder. Jeg er Loven her om Bord, forstaar De — baade Loven og Profeterne. Jeg gik ind paa at sejle en Mand og hans Tjener til og fra Arica og bringe nogle Dyr med tilbage. Men jeg er aldrig gaaet ind paa at transportere en gal Djævel og en dum Plastersmører, en —"
Naa, jeg behøver ikke at nævne den Titel, han gav Montgomery. Jeg saa denne træde et Skridt fremad og lagde mig imellem. "Han er fuld," sagde jeg. Skipperen udstødte nogle flere Skældsord. endnu værre end det sidste. "Hold Mund," sagde jeg, idet jeg vendte mig brat om imod ham; thi jeg læste i Montgomerys dødblege Ansigt, at der var Fare paa Færde. Derved paadrog jeg mig selv en Skylle af Grovheder.
Imidlertid var jeg glad ved at have forhindret det Slagsmaal, der var lige ved at bryde ud, selv om jeg derved havde nedkaldt Skipperens drukne Harme over mit Hoved. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde før har hørt saa mange fæle Ord strømme i uafbrudt Rækkefølge over noget Menneskes Læber,
