70
DOKTOR MOREAUS Ø.
at dø hen paa den østlige Himmel, og en enkelt Natsværmer flagrede allerede lydløst forbi mig. Hvis jeg ikke vilde tilbringe Natten blandt den hemmelighedsfulde Skovs ukendte Farer, maatte jeg skynde mig tilbage til Indhegningen.
Tanken om at vende tilbage til dette Pinselssted var yderst ubehagelig. men endnu værre var Tanken om at blive overrumplet af Mørket og alt, hvad Mørket kunde skjule, ude i det Frie. Jeg kastede endnu et Blik ind i de blaalige Skygger, hvor den besynderlige Skabning var forsvunden, og gik saa tilbage ned ad Skrænten mod Bækken — saa vidt jeg kunde skønne, i samme Retning som jeg var kommen.
Jeg gik ivrigt til, forvirret af alle disse Oplevelser, og befandt mig snart paa en jævn Plet blandt adspredte Træer. Den farveløse Klarhed, som dvæler i Luften efter Solnedgangens Rødme, var allerede i Færd med at formørkes. Den blaa Himmel over mit Hoved antog med hvert Øjeblik en dybere Farve, og de smaa Stjærner traadte frem een for een; Mellemrummene mellem Træerne, Aabningerne i Vegetationen længere borte, som i Dagslyset havde staaet i en blaalig Dis, blev sorte og hemmelighedsfulde.
Jeg skred fremad. Alle Farver udslettedes,
