87
MENNESKEJAGT.
beboet af disse to Vivisektorer og deres til Dyr forvandlede Ofre. Nogle af disse kunde de uden Tvivl tvinge til at hjælpe dem imod mig, dersom det gjordes nødigt. Jeg vidste, at baade Moreau og Montgomery havde Revolvere; og jeg var ubevæbnet, naar undtages en svag Fyrretræs Stok med et lille Som i — et rent Legetøj af en Kølle.
Derfor laa jeg stille, hvor jeg var, indtil jeg begyndte at tænke paa Mad og Drikke. Og saa gik det op for mig, hvor fuldstændigt haabløs min Stilling egentlig var. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulde faa noget at spise; jeg var altfor uvidende i Botanik til at kunne Opdage spiselige Rødder eller Frugter, hvis der fandtes saadanne i Nærheden; jeg var ikke i Stand til at fange de faa Kaniner paa Øen. Jo mere jeg grublede over Tingen, desto trøstesløsere saa den ud. Endelig kom jeg i min fortvivlede Stilling til at tænke paa de Dyremennesker, som jeg havde truffet. Jeg stræbte at finde noget Haab i, hvad jeg huskede om dem. Een for een tænkte jeg paa alle dem, jeg havde set, og forsøgte at finde en Udsigt til Hjælp i mine Erindringer.
Saa hørte jeg med eet en Jagthunds Halsen og fik derved Øjnene op for en ny Fare. Jeg spildte ikke Tiden med at tænke, ellers vilde de straks
