Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Side 23/31
- Overfor kommunerne gøres det gældende, at det forhold, at en anvendelse af lovens § 2 a, jfr. § 97 a er grundlovskrænkende, har som konsekvens, at de trufne afgørelser i medfør af loven er ugyldige.
- Til yderligere støtte for påstanden om afgørelsernes ugyldighed gøres det gældende, at kommunernes afgørelser overfor sagsøgerne strider imod EMRK artikel 8 om retten til familieliv, herunder samliv. Afgørelserne medfører – som ovenfor nævnt - i realiteten, at de samlevende pålægges så betydelige byrder, at resultatet er, at den offentlige understøttelse kun meningsfuldt kan oppebæres, såfremt samlivet bringes til ophør.
- Endeligt støttes påstanden vedrørende kommunernes afgørelser på, at afgørelserne er udtryk for usaglig forskelsbehandling. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når et neutralt kriterium i praksis medfører, at en beskyttet gruppe stilles dårligere end andre grupper. Ifølge praksis fra EMD er indirekte forskelsbehandling, når personer i usammenlignelige situationer behandles ens, jfr. Thlimmenos mod Grækenland. EMD har udtalt, at ægtefæller og ugifte samlevende ikke kan sammenlignes i sagerne Shackell mod Storbritannien og Lindsay mod Storbritannien.
- Forsørgelsespligt overfor en samlevende, er mere byrdefuld end den forsørgelsespligt, der gælder overfor en ægtefælle eller børn under 18 år, da det offentlige typisk i form af kontante ydelser eller skattefordele yder tilskud til forsørgeren. Ved at pålægge ugifte samlevende forsørgelsespligt, stilles de således ringere end ægtefæller, der har forsørgelsespligt.
- Netop det forhold at ugifte samlevende ikke opnåede samme skattemæssige fordele, var medvirkende til, at loven blev ophævet. Dette understøtter påstanden om, at forskelsbehandlingen er usaglig og uproportional.”
Beskæftigelsesministeriet har i påstandsdokument af 26. oktober 2016 anført:
- ”GRUNDLOVEN
- Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at grundloven ikke er til hinder for, at lovgivningsmagten pålægger ugifte samlevende gensidig forsørgelsespligt i kontanthjælpssystemet svarende til den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller. Der henvises til beskæftigelsesministerens svar på L 224 - spørgsmål 44 fra Folketingets Beskæftigelsesudvalg (2012-13) og beskæftigelsesministerens svar på spørgsmål 362 fra Folketingets Beskæftigelsesudvalg (2012-13, alm. del) (bilag 3).
- Bestemmelserne i §§ 2 a og 2 b i den dagældende lov om aktiv socialpolitik er et led i lovgivningsmagtens almindelige regulering af forsørgelseslovgivningen. Bestemmelserne er således udtryk for en
