Side:Dom-GF-redigeret-version.pdf/26

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Side 26/31

forsørgelsespligt efter loven. Det var kun, hvis forsørgelsespligten var misligholdt, og kommunen derfor efter § 97 a, stk. 1, havde været nødt til at indtræde i forsørgerpligten og udbetale uddannelses- eller kontanthjælp, at kommunen kunne ”opkræve et beløb svarende til den udbetalte uddannelses- eller kontanthjælp.” (vores understregning)

Når forsørgelsespligten ikke i sig selv har ekspropriativ karakter, kan § 97 a i den dagældende lov om aktiv socialpolitik – der som nævnt alene gav mulighed for at opkræve et eventuelt beløb, som var blevet udbetalt til den person, som den pågældende skulle forsørge – heller ikke have ekspropriativ karakter.
DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION
Endvidere gøres det gældende, at de påberåbte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke er til hinder for, at ugifte samlevende i et nærmere bestemt omfang – på lige fod med ægtefæller – pålægges forsørgelsespligt over for hinanden, hvis en eller begge ansøger om eller modtager integrationsydelse eller uddannelseseller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
Artikel 8
Bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 beskytter bl.a. mod indgreb i familielivet, men det er hverken efter bestemmelsens ordlyd eller efter konventionspraksis i strid med artikel 8 at pålægge ugifte samlevende gensidig forsørgelsespligt. Gensidig forsørgelsespligt for samlevende er i øvrigt lige så lidt omfattet af bestemmelsen som gensidig forsørgelsespligt for ægtefæller.
Artikel 1 i Tillægsprotokol 1 og artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i Tillægsprotokol 1
Selvom retten til (fremtidige) skattefinansierede ydelser måtte være omfattet af begrebet ejendom i Menneskerettighedskonventionens artikel 1 i Tillægsprotokol 1 – hvilket bl.a. forudsætter en berettiget forventning om at modtage ydelsen – og dermed principielt måtte nyde beskyttelse, begrænser bestemmelsen ikke medlemsstaterne og dermed lovgivningsmagtens almindelige adgang til at bestemme over arten af og tildelingen af sociale ydelser, f.eks. forsørgelsesydelser, herunder at justere betingelserne for tildelingen af eksisterende sociale ydelser med fremadrettet virkning. Efter den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis forudsættes bestemmelsen i øvrigt anvendt, hvor der foreligger et konkret, særdeles intenst og uproportionalt indgreb i en ejendomsrettighed – hvilket bl.a. var tilfældet i den af sagsøgerne påberåbte sag Kjartan Ásmundsson mod Island af 12. oktober 2004 (sag nr. 60669/00) – og bestemmelsen omfatter derfor ikke et tilfælde