Side 28/31
Menneskerettighedsdomstols dom af 27. april 2000 i sagen Shackell mod UK (sag nr. 45851/99).
- Tværtimod skal den af sagsøgerne påberåbte praksis læses i lyset af, at der – henset til den generelle samfundsudvikling – på stadig flere områder er et ønske om at behandle ugifte samlevende på samme måde som ægtefæller.
- Der er således på det foreliggende ikke grundlag for at mene, at indførelsen af forsørgelsespligten for ugifte samlevende på kontanthjælpsområdet udgør forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i Tillægsprotokol 1.”
Kommunernes Landsforening har som mandatar for de tre sagsøgte kommuner i påstandsdokumenter af 26. oktober 2016 til støtte for de nedlagte frifindelsepåstande tilsluttet sig Beskæftigelsesministeriets anbringender, hvorefter de indtil den 1. januar 2016 gældende §§ 2 a, 2 b og 97 a i lov om aktiv socialpolititik, hverken er i strid med grundlovens §§ 73 eller 75, stk. 2, ligesom bestemmelserne heller ikke er i strid med EMRK artikel 8, artikel 14 eller artikel 1 i Tillægsprotokol 1.
I konsekvens heraf er de af kommunerne trufne afgørelser, henholdsvis Herning Kommunes afgørelser af 23. januar 2014 over for Ewa Ferens Møller og Bo Lyngvig, Favrskov Kommunes afgørelser af 5. februar 2014 over for Therese Warpe Jensen og Lars Steffensen, og Gribskov Kommunes afgørelser af 28. januar 2014 over for Susanne Betina Viola Wanda Jensen og Sonny John Carlsen, derfor heller ikke ugyldige.
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.
Rettens begrundelse og afgørelse
Ved lov nr. 894 af 4. juli 2013 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, SUloven, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og forskellige andre love (reform af kontanthjælpssystemet, uddannelseshjælp for unge, gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende, ændrede rådighedskrav og sanktioner m.v.) blev der indsat en bestemmelse i lov om aktiv socialpolitik § 2 a, hvorefter ugifte samlevende i visse tilfælde havde pligt til at forsørge hinanden i forhold til det offentlige. Der blev samtidig indført en bestemmelse om, at kommunen skulle udbetale hjælp til ansøgeren, hvis samleveren forsømte sin forsørgelsespligt, og at kommunen efterfølgende kunne opkræve det udbetalte beløb hos samleveren, hvis samleveren fik efterladt tilstrækkelige midler til egen forsørgelse, jf. § 97 a i lov om aktiv socialpolitik.
