Side 29/31
Det følger af grundlovens § 75, stk. 2, at den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp fra det offentlige.
Grundlovens § 75, stk. 2, indeholder efter sin ordlyd ikke et forbud mod, at der ved lov pålægges nogen en forsørgelsespligt. Bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik § 2 a, jf. § 2 b, blev vedtaget med henblik på at indføre en forsørgelsespligt for ugifte samlevende under nærmere angivne betingelser. Bestemmelsen i § 2 a er således ikke i strid med grundlovens § 75, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter om indførelsen af den gensidige forsørgelsespligt er et ekspropriativt indgreb efter grundlovens § 73.
Bestemmelserne i § 2 a, jf. § 2 b, og § 97 a, blev vedtaget som led i udmøntningen af en bred politisk aftale: ”Aftale om reform af kontanthjælpssystemet – flere i uddannelse og job”. Ifølge aftalen skulle en række initiativer være med til at sikre bl.a., at ”alle unge og voksne mødes med klare krav og forventninger, således at flere får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet”. Det fremgår af lovforslaget, at reglerne om gensidig forsørgelsespligt skønnedes at berøre omkring 7.200 fuldtidspersoner. Der er således tale om en generel regulering af en offentlig ydelse.
Ewa Ferens Møller, Lars Steffensen og Susanne Betina Viola Wanda Jensen modtog ved lovens ikrafttræden kontanthjælp. Efter indførelsen af de nye regler var Ewa Ferens Møller, Lars Steffensen og Susanne Betina Viola Wanda Jensen kun berettiget til kontanthjælp, hvis deres samlevere ikke opfyldte forsørgelsespligten.
Bo Lyngvig, Therese Warpe Jensen og Sonny John Carlsen blev ved loven pålagt en forsørgelsespligt efter § 2 a, ligesom de efter lovens § 97 a ville kunne blive opkrævet et beløb svarende til den udbetalte kontanthjælp til samleveren.
Der er for såvel kontanthjælpsmodtagerne som for disses samlevere tale om en generel retlig regulering, som falder uden for området for grundlovens § 73.
Bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik §§ 2 a, jf. 2 b, og 97 a, var derfor ikke i strid med grundloven.
Spørgsmålet er herefter, om bestemmelserne strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, artikel 1 i Tillægsprotokol 1, eller konventionens artikel 14, sammenholdt med artikel 1 i Tillægsprotokol 1.
Retten til samliv er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Den omstændighed, at man som følge af samlivet pålægges en gensidig forsørgelsespligt, hindrer ikke fortsat samliv og familieliv. Bestemmelserne er derfor allerede af den grund ikke i strid med artikel 8.
