Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

101

følte sig nedtrykt, ydmyget, han kunde godt have givet sig til at le ad sig selv… Et vanvittigt, dyrisk Raseri kogte inden i ham.

Han stod og grundede ude i Porten. Vandre op og ned lige som spadserende — nej, det holdt han ikke af; gaa hjem igen — endnu mindre.

„Hvad for en gunstig Lejlighed jeg er gaaet tabt af,” mumlede han, medens han stod i Portrummet uden at vide hverken ud eller ind, lige udenfor den mørke Portnerbolig, hvis Dør ogsaa stod aaben.

Pludselig foer han sammen: der inde i Stuen, kun et Par Skridt fra ham, tilhøjre under Bænken, var der noget, der blinkede hen imod ham … Han saa sig om … Der var ingen i Nærheden … Han listede sig paa Tæerne de to Trin ned og kaldte ganske sagte paa Portneren … Nej, han var ikke hjemme. Han var maaske et eller andet Sted i Nærheden — ude i Gaarden — hans Dør stod jo helt aaben.

Det var en Økse der laa under Bænken mellem en Del Brændestykker. Han styrtede derhen og rev Øksen til sig, hægtede den straks ind i Stroppen under Frakken, stak begge Hænder i Lommen og gik ud. Ingen havde lagt Mærke til ham!

„Naar min Kløgt og mit Snille glipper, saa hjælper Tilfældets Djævel mig!” tænkte han med et sælsomt Smil. Dette Tilfælde gav ham nyt Mod.

Han gik roligt og sikkert hen ad Gaden, uden at forhaste sig for ikke at vække Mistanke. Han saa næppe paa dem han mødte, ja han søgte ligefrem at undgaa at se deres Ansigter og selv at blive saa ubemærket som muligt. Da kom han pludselig til huske paa sin Hat. Det var forbandet, han ikke byttede den med en Hue i Forgaars, da han havde Penge.