5
Den kvalme Lugt fra Ølknejperne, hvoraf der i denne Del af Byen var en Masse, fulde Folk, der hvert Øjeblik krydsede hans Vej, endskønt der var Hverdag, fuldstændiggjorde det mørke Billede.
Et Udtryk af Væmmelse gled af og til over de fine Træk i den unge Mands Ansigt. Han var selv ualmindelig smuk, med kønne, mørke Øjne, brunt Haar, høj, slank og velbygget. Han fordybede sig dog snart igen i en vis Grublen, lige som glemte sig selv, og skred fremad, uden at lægge Mærke til nogen, ja uden at ville lægge Mærke til nogen. Undertiden mumlede han noget for sig selv, saadan som det var bleven hans Vane at tale med sig selv og kritisere sig selv. Ved denne Lejlighed opdagede han, at hans Tanker undertiden var noget forvirrede og at han var meget mat; han havde jo næsten heller intet spist i to Dage.
Han var saa daarlig klædt, at selv mange, der var vant til at gaa slet klædt, vilde skamme sig for at vise sig paa Gaden ved højlys Dag i saadanne Pjalter. Dog plejede man ikke at forandre sig over sligt i den Bydel, han nu var i. Det var i Nærheden af Høtorvet, hvor der vrimlede af Værtshuse, og i disse Gader og Stræder er største Delen af Petersborgs fattigste og elendigste Befolkning pakket sammen, saa en enkelt Figur ikke vakte Opmærksomhed.
Den unge Mand var imidlertid saa opfyldt af Had og Forbitrelse, at han, til Trods for sin endnu noget ungdommelige Finfølelse, var aldeles ligeglad, i hvad for Pjalter han gik omkring i Gaderne. Noget andet var det, naar han mødte Bekendte eller tidligere Kammerater; men dem undgik han saa meget som muligt.
Da kom pludselig en drukken Mand i en stor
