105
Besindighed, da hans Forstand med enkelte Minuters Mellemrum var omtaaget … han følte næppe, han havde Legeme.
Et Øjeblik efter hørte han Krogen blive taget af Døren.
VII.
Lige som forrige Gang blev Døren kun aabnet lidt, og lige som forrige Gang skinnede to skarpe, mistænksomme Øjne imod ham gennem Mørket. Raskolnikow mistede Fatningen og gjorde sig skyldig i en væsenlig Fejl.
Han var bange for, at den Gamle skulde blive forskrækket, da hun jo var alene med ham, og da han ikke var sikker paa, at hans Ydre var skikket til at indgyde hende Tillid, greb han fat i Haandtaget og trak Døren op for at forhindre den Gamle i atter at lukke den. Da hun opdagede det, gjorde hun ikke Forsøg paa at trække Døren til sig, men hun slap heller ikke Haandtaget, og saaledes trak han hende sammen med Døren helt ud paa Gangen. Men da hun blev staaende lige for Døraabningen og saaledes spærrede Vejen for ham, traadte han tæt hen til hende.
Hun foer forskrækket tilbage, og det saa ud til, at hun vilde sige noget, men hun kunde ikke faa et Ord frem og stod bare og stirrede paa ham.
„God Aften, Helene Iwanowna,” begyndte han i en saa let Tone som muligt. Men Stemmen rystede og svigtede ham tilsidst helt. „Jeg har … her … et Pant med … et Pant til Dem … Men lad os gaa ind … gaa ind, hvor der er lyst!”
