106
Han gik forbi hende ind i Stuen uden at vente paa hendes Svar.
Den Gamle løb efter ham. Endelig havde hun atter faaet Tungen paa Gled.
„Men hvad er det, De vil? … Hvem er De? … Hvad vil De mig?”
„Men ser De da ikke, Helene … De kender mig jo godt … Raskolnikow … Se her … her har jeg det Pant … det Pant, jeg talte om sidst.” Han rakte hende Pakken.
Den Gamle kastede kun et flygtigt Blik paa Pakken, men vedblev at betragte den ubudne Gæst skarpt med et mistænkeligt Udtryk.
Der forløb et langt Minut. Raskolnikow bildte sig ind i den Gamles Øjne at kunne læse noget, der lignede Spot; det var ligesom hun havde gættet hans Hensigt. Han følte, at han var forvirret, og han var bange for, at hun ved endnu et halvt Minut at betragte ham med dette Blik, vilde drive ham paa Flugt.
„Hvorfor staar De saadan og ser paa mig, som om De slet ikke kender mig?” spurgte han endelig i en ærgerlig Tone. „Har De ikke Lyst til at laane mig paa mit Pant, kan det ogsaa være det samme — saa kan jeg gaa til en anden; jeg har ikke megen Tid.”
Hvorledes disse Ord, næsten mod hans Villie, var sluppen ham ud af Munden, vidste han ikke selv.
Den Gamle følte sig beroliget. Den unge Mands sikre Tone havde imponeret hende.
„Men hvorfor kommer De med saadan en Blæst, lille Fa'er? Hvad er det, De har?” spurgte hun og skelede til Pakken.
„En Sølv-Cigaretdaase; det er den, jeg talte om sidst, jeg var her.”
Hun rakte Haanden ud.
