108
Den Gamle var som sædvanlig barhovedet, og som sædvanlig var hendes tynde, lidt graasprængte Haar smurt ind i Olie, Baghaaret flættet og sat op i Nakken med et Stykke af en Hornkam. Da hun var saa lille, havde hun faaet Slaget midt i Issen. Hun udstødte et lille Skrig, ganske svagt, og faldt om paa Gulvet, men havde endnu Kraft til at række begge Hænder i Vejret. I den ene Haand holdt hun endnu Pakken. Derpaa slog han hende et Par Gange med Øksen i Hovedet, Blodet sprøjtede frem og hendes Legeme sank forover.
Han traadte et Skridt tilbage, lod hende falde, bøjede sig ned for at se hende i Ansigtet og saa, at hun var død. Øjnene var traadt frem, som om de vilde springe ud af deres Huler. Panden var rynket og Ansigtet krampagtigt fortrukket.
Han lagde Øksen paa Gulvet ved Siden af den Døde og gennemsøgte hendes Lommer, mens han søgte at undgaa at blive plettet af det udstrømmende Blod. Nu var han fuldstændig rolig og fattet, og hans Tanker var klare; kun Hænderne rystede lidt endnu.
Senere mindedes han, at han havde været meget forsigtig for ikke at søle sig til.
Han fandt Nøglerne; de hang alle som forrige Gang paa en Staalring. Han skyndte sig straks ind i Sovekamret med dem. Det var et lille Værelse, hvori der stod et stort Helgenskrin. Ved den ene Væg stod der en stor, meget proper Seng med et af forskelligfarvede Silkelapper sammensyet Tæppe over. Ved den modsatte Væg stod en Kommode. Sælsomt nok, da han var i Færd med at prøve Nøglerne, foer der ligesom en Gysen gennem ham. Et Øjeblik var han til Mode, som han kunde lade det hele ligge og løbe sin Vej. Men denne Følelse varede ogsaa kun et Øjeblik — nu var det ogsaa
