109
for sent at løbe sin Vej. Han kom endog til at le ad sig selv.
Men pludselig foer en anden Tanke gennem Hovedet og gjorde ham angst: Hvis nu den Gamle alligevel var i Live og kom til sig selv igen? Han lod Nøglerne sidde i Kommoden, styrtede ud, greb Øksen og løftede den til Slag. Men han lod den ikke falde — der kunde jo ikke være Tvivl om, at hun var død. Han bøjede sig ned over hende og betragtede hende nøje. Issen var slaaet ind paa hende og havde oven i Købet forskudt sig lidt. Han var allerede i Færd med at føle paa den med Fingeren; men han trak straks Haanden tilbage. Hun var død, det var saa sikkert som noget. Der havde imidlertid dannet sig en stor Blodpøl. Pludselig opdagede han en Snor omkring hendes Hals. Han trak i den, men Snoren var stærk; han kunde ikke trække den over; den var vaad af Blod. Han prøvede paa at trække den frem fra hendes Bryst; men det lykkedes ikke. Han blev utaalmodig, tog Øksen og vilde hugge Snoren over, men han kunde ikke. Endelig lykkedes det ham at faa den knækket over, efter at han havde anstrængt sig dermed et Par Minuter og tilsølet baade sig selv og Øksen med Blod. Han havde ikke taget fejl — ved Snoren han en Pengepung. Der hang ogsaa to Kors ved den, et af Cypressetræ og et af Messing, samt et lille emailleret Helgenbillede. Den lille, snavsede Pengepung var af Skind med Staalbøjle og Ring, og var stoppet hel fuld. Han stak den i Lommen uden at se i den; Korsene kastede han hen paa den Gamles Bryst. Derefter gik han atter ind i Sovekamret, og denne Gang tog han Øksen med.
Han skyndte sig saa meget som muligt, men alt mislykkedes for ham. Det var ikke, fordi Hænderne rystede men han greb stadig fejl. Han forsøgte atter
