111
alt var igen stille — det maatte have været et Sandsebedrag.
Men nu hørte han pludselig et svagt Skrig — det lignede mest en dyb Stønnen; saa atter Dødsstilhed. Han bukkede sig ned foran Kufferten og lyttede aandeløs. Men pludselig sprang han op, greb Øksen og løb ud.
Midt i Stuen stod Elisabeth med en stor Bylt under Armen og stirrede som forstenet paa den myrdede Søster. Hun var ligbleg og kunde ikke skrige. Da hun saa' den fremmede Mand begyndte hun at ryste; der foer en kold Gysen igennem hende og hendes Ansigt fortrak sig krampagtigt. Hun aabnede Munden, men skreg ikke, hun trak sig kun tilbage, helt hen i Krogen, lydløst, stirrende uafbrudt paa ham. Det saa' næsten ud, som der ikke var Liv i hende.
Han styrtede løs paa hende med Øksen; hendes Mund fortrak sig skævt til et klagende Gisp, som hos ganske smaa Børn, der bliver bange og vil til at briste i Graad. Denne stakkels, enfoldige Pige var saa forskræmt og forkuet, at hun ikke engang vovede at hæve Hænderne for at værne sit Ansigt, hvad dog i hendes Stilling vilde være den første og mest naturlige Bevægelse — Øksen svævede jo allerede over hendes Hoved. Hun rakte bare den venstre Haand ligesom afværgende ud imod ham. Hugget med det skarpe Økseblad traf hende midt i Hjærneskallen og kløvede Panden og hele Overhovedet. Hun styrtede om.
Raskolnikow tabte Aandsnærværelsen. Han greb Bylten, kastede den atter fra sig og løb ud i Forstuen.
En frygtelig Angst greb ham efter dette andet, uventede Mord. Han vilde allerhelst løbe fra det hele.
Hvis han i dette Øjeblik havde været i Stand til at tænke og overveje klart, havde han kunnet
