112
overskue alle Vanskelighederne ved sin Stilling, dens fuldstændige Haabløshed og Afskyelighed, han havde kunnet indse, hvor mange Hindringer, han endnu havde at bortrydde, hvor mange Misgærninger han maaske endnu skulde blive tvungen til at begaa — han havde sikkert ladet det hele staa og ligge som det var, og havde udleveret sig. Ikke af Fejghed, men af Forfærdelse og Afsky over sin Gerning. Han var nu især grebet af en Følelse af Afsky, som steg for hvert Minut. Han vilde ikke blive — nej, ikke for nogen Pris vilde han vende tilbage til Kufferten, ikke engang til det andet Værelse.
En vis Adspredthed, en Slags Drømmetilstand, sneg sig lidt efter lidt over ham. Han var i Øjeblikket som fraværende, glemte stundom Hovedsagen og fæstede sin Opmærksomhed paa Smaating.
Da han tilfældigvis kastede et Blik ind i Køkkenet og paa en Bænk saa' en Ballie med Vand, faldt det ham ind at vaske Hænder og Ansigt. Hans Hænder var klæbrige af Blod. Øksen stak han ned i Vandet, tog et Stykke Sæbe, som laa i Vinduet paa en ituslaaet Skaal, og vaskede saa sine Hænder. Saa tog han atter Øksen op af Spanden, vaskede Jernet og skurede omtrent i tre Minuter Skaffet med Vand og Sæbe. Derefter tørede han alt af med Linned, som var ophængt til Tørre i Køkkenet, og betragtede længe Øksen henne i Vinduet. Der var nu ikke Spor af Blod mere paa den, kun Skaftet var en Smule fugtig. Forsigtigt hængte han Øksen i Stroppen under Armen. Derefter undersøgte han Frakken, Bukserne og Støvlerne, saavidt det i det herskende Mørke lod sig gøre. Det saa ikke ud til, at der var noget mistænkelig ved dem, kun paa Støvlerne opdagede han Pletter. Han vædede en Klud og vaskede dem af. Forøvrigt var han sig bevidst, at han kun overfladisk havde undersøgt sig selv og
