Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

114

Han trak Døren til og ventede. Endelig blev det stille. Han skulde just til at gaa ud paa Trappen, men saa hørte han atter Skridt.

Disse Skridt var endnu langt borte, helt nede paa Trappen, men allerede ved den første Lyd nærede han den Mistanke, at disse Skridt vilde naa til fjerde Sal, til den Gamle. Hvorfor? Skulde det være en særlig betydningsfuld Lyd? Det var tunge, afmaalte Skridt, som ikke havde Hastværk.

Første Sal var naaet, han kommer længer op; Skridtene bliver tydeligere! Raskolnikow hører allerede den Kommendes dybe Aandedrag. Han er allerede ved tredie: rigtig, han kommer herop.

Pludselig forekom det Raskolnikow, som om han forstenedes, som om det hele var en Drøm, hvor man vil flygte i Dødsangst, men bliver staaende naglet fast uden at kunne røre et Lem.

Endelig, da den kommende begyndte at stige op ad den fjerde Trappe, foer Raskolnikow pludselig sammen. Han havde endnu den Mulighed at flygte hurtigt ind i Lejligheden igen og lukke Døren efter sig. Saa tog han Krogen og lagde den sagte paa. Hans Instinkt havde hjulpet ham, og han blev aandeløs staaende bag Døren. Den Ubekendte var ogsaa allerede ved Døren, og de stod lige over for hinanden, ligesom forhen han og den Gamle, da Døren adskilte dem, og han stod paa Lur.

Den Fremmede derude trak Vejret dybt et Par Gange. Det lader til, at han er stor og svær, tænkte Raskolnikow, idet han krampagtig greb Øksen. Det forekom ham virkelig som om han drømte. Den anden greb Klokkestrængen og ringede stærkt.

Da Klokkens blikagtige Klang lød, forekom det ham, som om nogen rørte sig inde i Stuen … Han lyttede i nogle Sekunder. Den Ubekendte ringede endnu en Gang, ventede atter, og begyndte der-