115
paa utaalmodig og med al Kraft at ruske i Dørhaandtaget. Raskolnikow saa i Angst paa Krogen og var bange for, at den hvilket som helst Øjeblik kunde springe op, saa haardt blev der rusket i Døren. Han vilde til at holde paa Krogen, men den anden kunde maaske mærke det. Det forekom ham, at han atter blev svimmel. Nu bliver jeg snart afmægtig og falder overende! foer det ham gennem Hovedet, men den Ubekendte blev ved at tale, og Raskolnikow kom atter til fuld Bevisthed.
„Hvad er nu dette for noget; sover de som Sten derinde, eller har man taget Livet af dem? .... Fordømt!” raabte han i en ærgerlig Tone. „Hej, Helene Iwanowna, gamle Heks! .... Elisabeth Iwanowna, uforlignelige Skønhed! … Luk op! .... De fordømte Menneske, sover de da?”
Og gentagende, i Vrede, rykkede han vist en halv Snes Gange i Klokkestrengen. Det maatte vel være en intim Bekendt.
I samme Øjeblik hørtes korte, hurtige Skridt paa Trappen; der kom endnu en Person. Raskolnikow hørte det endnu ikke straks.
„Er der ingen hjemme?” raabte den sidst ankomne muntert henvendt til den anden, som endnu hev i Klokken. „God Aften, Koch!”
Efter Stemmen at dømme maa han være ganske ung, tænkte Raskolnikow pludselig.
„Ja, Fanden maa vide det, jeg har næsten revet Laasen itu,” svarede Koch. „Men hvor kender De mig egentlig fra.”
„Naa! skulde jeg ikke kende Dem? Det er ikke længere siden end i Forgaars, at jeg vandt tre Partier Billard i Rad fra Dem i Gambrinus.”
„Aah!”
„Altsaa er de ikke hjemme? .... besynderligt. Det er dumt, for Resten. Hvor kan da egentlig den
