116
Gamle være gaaet hen? Jeg havde en Forretning med hende.”
„Jeg har ogsaa en Forretning!”
„Naa, hvad skal vi gøre ved det? Lad os gaa. Jaja!… og jeg, som tænkte, jeg skulde faa Penge!” sagde den unge Mand.
„Naturligvis, lad os gaa; men hvorfor aftalte hun da Sagen med mig? Den gamle Heks har selv bestemt Klokkeslettet, men … jeg har gjort en Omvej. Jeg begriber bare ikke, hvor Fanden hun kan være gaaet hen? Hele Aaret igennem sidder hun der og surmuler, hun har ondt i Benene, og nu paa engang giver hun sig til at spadsere!”
„Skulde vi ikke spørge Portneren?”
„Om hvad?”
„Hvor hun er gaaet hen, og naar hun kommer tilbage?”
„Hm, for Fanden, spørge!… Hun gaar absolut ingensteds hen…” og han ruskede atter i Dørklinken. — „Gid Fanden have det! Lad os gaa.”
„Holdt!” raabte pludselig den unge Mand, „se bare hvor Døren trækker sig ud, naar man rykker i den?”
„Naa ja!”
„Det vil sige, den er ikke laaset, men stængt inden fra med Krogen; hører De, hvor Krogen klaprer?”
„Hvad slutter De deraf?”
„Forstaar De ikke det? Der maa dog være nogen af dem hjemme!… Var de gaaede ud, saa maatte de have lukket Døren udefra med Nøglen og ikke indenfra med Krogen. Og — hører De nu hvor Krogen klaprer? For at kunne lukke indenfra med Krogen, maa man være hjemme; forstaar De? De er altsaa hjemme, men lukker ikke op.”
„Javist, De har Ret!” sagde Koch forbavset.
