117
„Men hvad gaar der da af dem!” Og forbitret begyndte han atter at ruske i Døren.
„Holdt!” sagde den unge Mand igen, „rusk ikke saadan! Her er noget galt paa Færde … De har jo baade ringet og rusket — og de lukker ikke op, altsaa er de begge to enten besvimede eller…”
„H-v-ad?”
„Saa gaa med ned til Portneren, lad ham selv vække dem.”
„Rigtig!” — Begge gik ned.
„Nej, vent! Bliv De heller her, jeg gaar alene ned.”
„Hvorfor skal jeg blive her?”
„Man kan ikke vide…”
„Ja, ja, for mig gerne!”
„Jeg studerer til Undersøgelsesdommer! Her er øj-en-syn-lig noget galt paa Færde!” raabte den unge Mand ivrig og løb ned ad Trappen.
Koch blev staaende, trak endnu engang sagte i Klokkestrængen; derpaa bevægede han sagte og eftertænksomt Dørgrebet for endnu engang at overbevise sig om, at Døren virkelig kun var stængt indenfra med Krogen. Saa bukkede han sig ned og tittede ind i Nøglehullet, men Nøglen sad i indenfor, og han kunde altsaa intet se.
Raskolnikow stod der og holdt krampagtigt i Øksen. Han var i Feberhede og beredte sig til en Kamp, i Fald de skulde komme ind. Allerede medens de ringede og talte sammen, havde han foresat sig at gøre Ende paa det Hele og raabe til dem indenfra. Af og til følte han Lyst til at skælde dem ud og drille dem, før de fik aabnet. „Bare det vilde faa en Ende,” lød det ham gennem Hovedet.
„Men for Fanden…”
Tiden gik, det ene Minut efter det andet — ingen kom. Koch begyndte at blive utaalmodig…
