119
Træf var gaaede deres Vej. Det var temmelig sikkert dem, som lige nylig var løbet afsted med saa megen Spektakel.
Gulvet var nylig strøget; Malerpotter, Farvepotter, Koste og Pensler stod endnu midt i Værelset. I et Nu kneb han sig gennem den aabne Dør og gemte sig bag den. Det var paa høje Tid, de kommende stod alt paa Trappeafsatsen. Saa gik de forbi, højere op, de talte livligt sammen.
Han ventede et Øjeblik, listede sig frem paa Taaspidserne og løb saa ned.
Der var ingen paa Trappen, og heller ingen i Porten. Hurtigt gik han det lille Stykke Vej hen til Gaden, drejede saa til venstre og gik videre.
Han vidste menet godt, at man i dette Øjeblik allerede var inde i Lejligheden, at man havde undret sig meget over at finde Døren aaben, da den dog nylig havde været lukket; at man allerede havde set Ligene, og at der knap vilde gaa et Minut, før enhver maatte kunne skønne, at Morderen netop havde været i Lejligheden, maatte have gemt sig etsteds, være smuttet forbi, løbet sin Vej; maaske man ogsaa beregnede, at han havde været i den tomme Lejlighed, da Selskabet gik op ad Trappen. Men han turde ikke paaskynde sine Skridt det ringeste, skønt det nærmeste Gadehjørne endnu var hundrede Skridt borte. „Var det ikke bedre at gemme sig i en eller anden Port eller vente paa en fremmed Trappe? Nej, det var for farligt! Skulde han ikke kaste Øksen fra sig et eller andet Sted og hellere tage en Droske? Nej, alt var farligt!”
Endelig naaede han Tværgaden. Næsten halvdød bøjede han ind i den; han indsaa, at han her allerede var halvvejs reddet. Der var allerede større Liv af Mennesker i Gaden, og han blev borte i Vrimlen som et Sandkorn. Men alle disse
