121
Han mødte ikke en Sjæl, da han gik hen til sit eget Værelse; Værtindens Dør var lukket.
Da han kom ind, kastede han sig, som han gik og stod, hen paa Sofaen. Han var sanseløs, men sove kunde han ikke. Hvis nogen nu var kommen ind til ham, havde han sprunget op og skreget. Brudstykker af Tanker svirrede omkring i hans Hoved, men han kunde ikke faa fat i nogen af dem trods al anvendt Møje.
VIII.
Saaledes laa han længe, meget længe.
Af og til kom han vel til sig selv, men lagde hver Gang Mærke til, at det var Nat. Endelig forekom det ham, som det var begyndt at lysne. Han laa paa Maven og var endnu ligesom stivnet efter sin forrige Bevidstløshed. Høje, fortvivlede Smertesskrig skingrede i hans Øre. Forøvrigt var han vant til hver Nat ved Tretiden at høre dem nede paa Gaden lige under sine Vinduer. Det var dem, som nu havde vækket ham. Aha, det er Drukkenboltene, som kommer ud af Ølsjappen, tænkte han, altsaa er Klokken over to!
Pludselig sprang han op, som om nogen havde trukket i ham. „Hvad? er Klokken allerede over to!” Han rejste sig op, og først nu huskede han alt, først nu stod det hele klart for hans Øjne.
I første Øjeblik troede han, at han maatte blive vanvittig. En stærk Kuldegysning, som han allerede i længere Tid havde sporet i sig, kom over ham. Men nu klaprede Tænderne saa stærkt, og
