122
Kulden greb ham i en saadan Grad, at han ikke vidste, hvad han skulde gøre med sig selv.
Han aabnede Døren og lyttede; det var fuldstændig roligt i Huset, Alle sov. Forbavset saa han sig om og kunde ikke begribe, hvorledes han i Gaar, da han kom hjem, kunde have ladet Døren staa aaben og uden videre kastet sig paa Sofaen i fuld Paaklædning, endog med Hatten paa. Hatten laa paa Gulvet, den var faldet ned. „Om nogen var kommen ind, hvad vilde han vel have tænkt? At jeg var fuld…”
Han skyndte sig hen til Vinduet.
Det var lyst nok, og han undersøgte skyndsomt sig selv fra Hoved til Fod, om der ikke skulde være nogle Spor igen af Gaarsdagen. Men som det nu var kunde det ikke gaa an. Skælvende af Feber begyndte han at klæde sig af og undersøgte Stykke for Stykke rundt omkring. Han vendte og drejede to—tre Gange altsammen lige til den sidste Traad og den inderste Flig, thi han stolede ikke paa sig selv. Men det lod ikke til, at der var mindste Spor: kun paa Benklædernes nederste Rand, som var slidt, saa der var Fryndser paa, saas Spor af størknet Blod. Han tog sin store Foldekniv og skar Frynserne af.
Nu huskede han paa, at Pungen og de Sager, han havde taget ud af Kufferten hos den Gamle, endnu laa i hans Lommer. Hidtil havde han slet ikke tænkt paa at tage dem ud, og gemme dem. Det var ikke engang faldet ham ind, da han undersøgte Klæderne. Hvoraf kom nu atter denne Adspredthed og Tankeløshed? Øjeblikkelig tog han det Hele frem og lagde det paa Bordet. Han vendte endogsaa Lommerne for at overtyde sig om, at der ingenting var tilbage, og bar derpaa hele Slumpen hen i en Krog. Der nede, lige i Hjørnet, var der
