7
Prøve paa sin Plan, og med hvert Skridt steg hans Ophidselse.
Med hæftig Hjærtebanken og skælvende af Sindsbevægelse kom han til et stort Hus, hvis ene Side vendte ud til Kanalen, den anden til Gaden. I dette Hus, hvor der kun var Smaalejligheder, boede alle Slags Haandværkere, en Del Tyskere, enligstaaende Piger, som selv sørgede for deres Livsophold, mindre Bestillingsmænd. I begge Portgangene eller over de to Gaarde strøg Folk, der gik eller kom, uafladelig forbi hverandre. Der var ansat tre—fire Mænd til at have Opsyn med Ejendommen. Den unge Mand var meget glad over, at han ikke mødte nogen af dem. Han steg nu op ad en Trappe til højre for Porten. Trappen var mørk, smal og smudsig, men han kendte den og var fortrolig med den, og netop disse Egenskaber var ham gunstige; i dette Mørke var selv nysgærrige Blikke ikke farlige. „Naar jeg allerede er saa angst nu, hvad skal det saa blive til, naar jeg endelig skal skride til Værket?” tænkte han uvilkaarlig, medens han steg op ad fjerde Sals Trappe.
Her traf han nogle afskedigede Soldater, der var i Færd med at bære Møbler ud af en Lejlighed. Han vidste, at her boede en gammel Tysker, en mindre Embedsmand. „Sandsynligvis flytter Tyskeren,” tænkte han, „og saa bliver maaske den Gamle foreløbig alene her paa Gangen. Det er meget godt — i ethvert Tilfælde”. Han ringede paa den gamle Kones Dør. Klokken klang saa mat, som om den var af Blik. Han havde tidligere hørt denne Klokke, men han havde glemt den; nu forekom det ham, som om den mindede ham om noget. Han foer sammen — saa angrebne var hans Nerver allerede.
Et Øjeblik efter blev Døren aabnet paa Klem. Beboerinden saa gennem den smalle Aabning med
