138
„er Deres Hjærte atter løbet over? Jeg hørte Spektakel helt nede paa Trappen.”
„Aa hvad!” sagde Ilja Petrowitsch med nobel Nonchalance og gik med Papirerne i Haanden hen til et andet Bord, idet han atter trak paa Skuldrene; „behag at se: her er en Hr. Skribent, en Student, det vil sige en forhenværende, han betaler ikke, udsteder Veksler, vil ikke flytte fra sin Bolig, bestandig Klager! … og saa bliver han fornærmet over, at jeg røger en Cigaret i hans Nærværelse! fører selv et lystigt Liv; gør Dem en Gang den Umage at se paa ham; saaledes ser den Slags Folk ud i deres yderst henrivende ydre Fremtræden!”
„Fattigdom er ingen Forbrydelse, min Ven … naa, jeg er iøvrigt med! Du er som Krudt, Du kan ikke lægge Baand paa Dig og er naturligvis paa en eller anden Maade bleven krænket af ham, og saa kunde Du ikke beherske Dig selv,” vedblev Nikodim Fomitsch og vendte sig elskværdigt til Raskolnikow. „Men det var urigtigt; jeg siger Dem, min Herre, at han er det elskværdigste Menneske i Verden, men som Krudt, som det bare Krudt! Futter, brænder af — og alt er forbi! Altsammen! Men Resultatet er — et Hjærte af Guld! Allerede i Regimentet kaldte de ham Løjtnant Krudt.”
„Og hvilket Regiment var det saa ikke!” udbrød Ilja Petrowitsch, meget tilfreds over, at hans Forfængelighed blev kildret, men endnu lidt surmulende.
Raskolnikow følte Trang til at sige dem alle noget behageligt.
„Jeg beder Dem, Hr. Kaptejn,” begyndte han utvungent, idet han pludselig vendte sig til Nikodim Fomitsch, „betænk min Stilling … Jeg skal med Glæde bede den Herre om Forladelse, hvis jeg skulde have fejlet. Jeg er en stakkels syg Student — ned-
