9
Gardiner for Ruderne, der stod Geranier i Vindueskarmen og den nedgaaende Sol kastede et stærkt Skær derind.
Saaledes vilde Solen vel ogsaa skinne, naar den Dag kom, foer det ham uvilkaarlig gennem Hovedet. Han lod hurtig Blikket fare rundt i Værelset, for at indprente sig dets hele Ordning. Der var intet særlig mærkeligt. Møblerne var gamle og af gulagtigt Træ; der var en Sofa med stor Træryg, et ovalt Bord stod foran Sofaen, mellem Vinduerne var et Toiletbord med Spejl, langs Væggen stod Stole, og der hang et Par Godtkøbsbilleder i gule Rammer, det ene forestillede den tyske Dame med Fuglen paa Haanden — det var hele Møblementet.
I Hjørnet var et lille Helgenbillede, og foran det brændte en Lampe. Der var meget rent over alt, Gulvet og Møblerne var som polerede, saa alt glinsede.
„Ja, det ligner Elisabeth,” tænkte den unge Mand; ikke saa meget som et Halmstraa var at opdage. Gamle onde Kvinder plejer al Tid at være renlige. Han skelede hen til Kattunsforhænget for den Dør, der førte ind til den anden Stue, hvor den Gamles Seng og Kommode stod. Dette Kammer havde han endnu ikke set. Hele Lejligheden bestod af disse to Værelser.
„Hvad er det saa!” spurgte den Gamle tørt, da de var kommen ind i Stuen, og hun vedblev at betragte ham skarpt.
„Jeg kommer med et Pant.” Han viste hende et gammelt Sølv-Lommeuhr. Paa Bagsiden var indgraveret en Globus, Kæden var af Staal.
„Og det forrige Pant vil De vel forny? I Forgaars var Tiden udløben.”
