159
X.
Under sin Sygdom var han ikke uafbrudt uden Bevidsthed; han var i en Febertilstand, der afvekslede med Fantasien og delvis Bevidsthed. Mangt og meget kunde han siden huske.
Somme Tider forekom det ham, at en Mængde Mennesker samlede sig om ham, de vilde bære ham et eller andet Steds hen og stredes om ham. Saa blev han atter alene i Værelset, alle var gaaede deres Vej, som om de var bange; kun af og til aabnedes Døren lidt, de saa paa ham, truede ad ham, og traf Aftale om noget, til Tider lo og drillede de ham. Han huskede, at Nastasia ofte var hos ham, og desuden kunde han kjende endnu en, en Bekjendt; men han vidste ikke, hvem det var, og det ærgrede ham i den Grad, at han græd over det.
Et Øjeblik forekom det ham, som om han havde ligget der en hel Maaned, men i næste Øjeblik, som om det endnu var samme Dag. Men paa Begivenheden tænkte han slet ikke mere; ved Siden af alt forekom det ham imidlertid stadig, som om han havde glemt noget, som ikke maatte glemmes, — han pinte og plagede sig for at komme paa det; han stønnede, han blev rasende, eller der paakom ham en frygtelig Angst. Saa vilde han springe op, vilde flygte, men altid forhindrede nogen ham fra det med Magt, og han faldt atter hen i Svaghed og Bevidstløshed.
Endelig kom han atter til sig selv. Det var en Morgen Klokken ti. Paa skyfri Dage trængte der altid ved denne Time en Strime Sollys henover den højre Væg i Værelset. Ved Siden af hans Seng stod Nastasia og en anden, en, som han slet ikke kjendte og som betragtede ham nøje. Det var et ungt Menneske i lang Frakke og med et lille
