160
Overskæg; han lignede et Kontorbud. Gjennem den halvaabne Dør kigede Værtinden ind. Raskolnikow rejste sig op.
„Hvem er det, Nastasia?” spurgte han og pegede paa den unge Mand.
„Nej se, … han er kommen til sig selv igen!” sagde Nastasia.
„Ja, virkelig!” bekræftede Kontorbudet.
Værtinden lukkede Døren og forsvandt. Hun havde altid været tilbageholden, og Samtaler eller Forklaringer generede hende. Det var en tyk Madame omkring de 40 Aar, med sorte Øjne og Øjenbryn, godmodig af Dovenskab og Flegma, ret proper, men ubegribelig bange af sig.
„Hvem er De?” spurgte Raskolnikow og vendte sig til Kontormanden. Men i dette Øjeblik blev Døren aabnet, og Rasumichin kom ind; han bukkede sig lidt for ikke at støde Hovedet.
„Det er da ogsaa en fæl Skibskahyt,” sagde han, idet han traadte ind; „altid render jeg Panden imod — og det kalde De et Værelse! Aa, lille Broder, Du er ved Samling! Paschenka[1] fortalte mig det netop.”
„Han kom til sig selv for et Øjeblik siden,” sage Nastasia.
„Lige i dette Øjeblik!” bekræftede Kontormanden smilende.
„Og De, tør jeg spørge, hvem De er?” spurgte Rasumichin ham. „Jeg er nemlig Rasumichin, Student, Søn af en Adelsmand, og han der er min Ven. Naa, og hvem er De?”
„Jeg er ansat som Kontorbud hos Købmand Schelepajew og er her i Forretninger.”
„Værsgod sæt Dem paa den Stol der.” Rasu-
- ↑ Kjælenavn for det kvindelige Navn, Parastewa, Praskowja
