162
„Ja … jeg husker … Wachruschin…” sagde Raskolnikow eftertænksomt.
„Hører De, han kender Købmand Wachruschin!” sagde Rasumichin; — „han er altsaa nu sig selv igen. Nu mærker jeg forøvrigt, at De ogsaa er Fyr med Forstand. Visdommens Ord hører man gærne.”
„Ganske rigtig, netop ham er det, Wachruschin, Wassilij Iwanowitsch; og Deres Fru Moder, som en Gang før har sendt Dem Penge, sender Dem nu igen noget paa samme Maade. Femogtredive Rubler skulde jeg levere Dem indtil videre.”
„Se saa, det var Ret; „indtil videre”, det sagde De brilliant; det om Deres Fru Moder var forresten heller ikke saa daarligt sagt. Naa, hvad mener De altsaa, synes De, han er ved Sans og Samling eller endnu ikke ganske — hvad?”
„Jeg har ingenting at indvende. Det er vel bare for Underskriften kan jeg tænke.”
„Det skal nok komme i Orden! Har De Kvittering med Dem?”
„Ja vel, en Bog, her er den.”
„Kom med den. Naa, Rodja, rejs dig lidt jeg skal støtte dig; tag Pennen og skriv dit Navn gamle Ven, Penge behøver vi, Penge er os endog kærere end Sirup.”
„Det behøves ikke,” — sagde Raskolnikow og skød Pennen fra sig.
„Hvadfornoget, behøves ikke?”
„Jeg underskriver ikke.”
„Naa, for Fanden, nu skal man bare høre!”
„Jeg behøver ingen Penge —”
„Hvad for noget, du behøver ingen Penge. Nej, Broder, der løj du, saasandt som jeg sidder her. Hør, bryd Dem ikke om, hvad han siger, det er bare igen saadan en Forvildelse. Det plejer af og til at
