Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

11

saadanne Nøgler til Kufferter. — — Men fy, hvad for stygge Tanker!”

Den Gamle kom tilbage.

„Her, lille Fa'er! Naar vi altsaa regner ti Kopek af Rublen om Maaneden, saa bliver det med Fradrag af en Maaneds Renter halvanden Rubel og femten Kopek. Og for de to Rubler fra forrige Gang bliver det tyve Kopek — det bliver i det hele fem og tredive Kopek. Saa skal De altsaa have en Rubel og femten Kopek for Uhret. Her er Pengene.”

„Ikke mere end en Rubel og femten Kopek?!”

„Nej!”

Den unge Mand tog imod Pengene uden at sige et Ord. Han saa paa den Gamle og tøvede med at gaa, som om han endnu havde noget at sige, men han vidste ikke, hvad han vilde.

„Jeg kommer sandsynligvis igen om nogle Dage med et nyt Pant, Helene Iwanowna, en rigtig god Cigaretæske af Sølv. Jeg skal have den hos en Bekendt.” — Han fortrak Ansigtet og tav.

„Naa, det kan vi tale om senere, lille Fa'er.”

„Farvel da! … Er De al Tid alene hjemme? — Er Deres Søster her aldrig?” spurgte han løst henkastet, da han gik gennem Døren.

„Vil De hende noget, lille Fa'er?”

„Nej — slet ikke — jeg spurgte bare … De bliver ogsaa straks … Naa — lev vel, Helene Iwanowna!”

Raskolnikow gik bort i stærk Sindsbevægelse, og denne Sindsbevægelse voksede med hvert Minut. Da han gik ned ad Trappen, blev han flere Gange staaende, som om han pludselig følte sig overmandet, og da han endelig kom ned paa Gaden udbrød han:

„Gud, hvor det er afskyeligt! Skulde jeg virkelig — Jeg … Nej, det er Galskab, det er Dumhed!”