168
„Det var en Gemenhed af mig at sige noget saadant! .... Min Moder er saa fattig, at hun selv næsten maa tigge … jeg løj, for at de skulde lade mig blive boende og faa Mad,” sagde Raskolnikow højt og tydeligt.
„Nu ja, det var jo ganske fornuftigt. Men Sagen er den, at en Hr. Tschebarow, en Hofraad og skarp Forretningsmand, indfandt sig; uden ham havde Paschenka ikke udspekuleret noget, hun er jo saa tosset, han spurgte altsaa straks, er der Udsigt til at Vekslen kan blive betalt? Svar: Ja, der er en vis Moder med i Spillet, en Moder med en Pension paa hundrede tyve Rubler, hun vil hellere sulte, end lade sin Rodenka i Stikken, og saa er der endda en Søster, som til Nød vilde gaa i Slaveri for sin Broder. Det byggede man paa … lig bare stille, Gamle. Jeg har faaet pumpet alt dette ud af dem, Broder. Men det kommer der af, naar man er ærlig og har Følelser og fortæller dem al Ting … Der kommer nu f. Eks. saadan en Forretningsmand — og man er fortabt. Hun har overdraget denne Veksel til Tschebarow, og han naturligvis — uden at genere sig — han indklager Fordringen. Da jeg hørte det, havde jeg vistnok tænkt ogsaa at spille ham et Puds, men da vi just harmonerede ganske godt med Paschenka, saa nøjedes jeg med at udstede den Befaling, at hele denne Historie skulde kvæles i Fødslen, og jeg gik i Borgen for Beløbet. Hører Du, jeg er gaaet i Borgen for Dig! Man fik altsaa fat i Tschebarow, kastede ti Rubler i Halsen paa ham, tog Vekselen tilbage, og — her har jeg den Ære at overrække Dig den, — dit Ord er nu nok, — der, tag den; der er som sig hør og bør revet en Flænge i den.”
Rasumichin lagde Lejekontrakten paa Bordet. Raskolnikow saa paa ham, sagde ikke et Ord, men
