Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/178

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

172

Penge paa Bordet, Gud være lovet, Vekselen ogsaa … Jeg tager Pengene og gaar min Vej, søger mig en anden Bolig, … da finder de mig ikke! Men Adressekontoret! Der finder de mig! Rasumichin finder mig sikkert nok! Heller langt, langt bort — til Amerika … lad dem lede efter mig der. Og Vekselen tager jeg ogsaa … der kan jeg have Brug for den. Hvad skal jeg ellers tage med mig? De tror, jeg er syg, og véd ikke, at jeg kan løbe min Vej, ha, ha, ha! … Jeg saa det paa deres Øjne, at de ved alting! Bare jeg kunne komme ned ad Trappen! Men tænk, om der nu stod Politimænd der? Hvad er det der? Te! Ah, der er ogsaa Øl, koldt Øl, en halv Flaske tilovers —

Han greb Flasken og tømte den i ét Drag, som for at slukke en Ild i sit Indre. Men der gik ikke et Minut, saa steg Øllet ham til Hovedet, og han mærkede langs nedad Ryggen en let, behagelig Kulde. Han lagde sig og dækkede sig til. Hans forud allerede sygelige og usammenhængende Tanker blev stadig mer og mer forvirrede, og snart faldt han hen i en let og velgørende Søvn. Med Velbehag trykkede han Hovedet ned i den bløde Pude, viklede sig ind i det varme Vattæppe, som han nu havde paa istedetfor Overfrakken, sukkede let og sov dybt og fast.

Han vaagnede ved, at Rasumichin kom ind. Denne vidste ikke, om han skulde træde nærmere eller ikke. Raskolnikow rejste sig og saa paa ham, som om han betænkte sig paa noget.

„Aa, Du sover ikke; naa, her er jeg igen! Nastasia, kom her med Bylten!” raabte han ud af Døren „Jeg skal straks give Dig Afregning.”

„Hvor mange er Klokken?” spurgte Raskolnikow og saa sig urolig om.

„Jo, Du har rigtignok sovet prægtigt, vi nær-