12
tilføjede han hurtigt. „Hvorledes kan en saa forfærdelig Tanke falde mig ind? Hvad er det for en smudsig Gærning, jeg pønser paa? Vanvittigt, modbydeligt er det! … Og det har jeg gaaet og grublet over en hel Maaned.”
Han kunde ikke undertrykke sin Sindsbevægelse. Den Følelse af grænseløs Væmmelse, som allerede havde opfyldt ham paa Vejen til den Gamle, pinte ham nu i den Grad, at det var lige som hans Hjærte snøredes sammen, og han blev saa tungsindig, at han ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv.
Han slentrede som en fuld Mand hen ad Gaden, uden at se sig for, og kom derfor ofte til at støde til de forbigaaende. Han kom først nogenlunde til sig selv, da han naaede den næste Gade. Da han saa op, opdagede han, at han stod lige udenfor en Ølkælder. To Berusede stavrede op ad Kælderhalsen, og medens de gensidig understøttede hinanden, slingrede de hen ad Gaden.
Uden at betænke sig længe gik Raskolnikow derned. Han plejede ellers ikke at gaa paa Knejper, men nu følte han sig greben af en pludselig Svimmelhed og plagedes tillige af en stærk Tørst. Han længtes efter en Slurk koldt Øl, saa meget mere som han gav sin tomme Mave Skyld for den pludselige Svaghed.
Han satte sig hen i en mørk, smudsig Krog bag et tilsølet Bord, forlangte Øl og drak begærlig det første Glas. Han følte sig straks mere rolig og klarttænkende. „Det er ikke andet end Dumheder,” sagde han til sig selv, „man skal ikke tabe Fatningen for ingen Ting. Det er bare en fysisk Forstyrrelse. Et Glas Øl, en Bid Brød — og Aanden er straks frisk igen, Tankerne klare og Beslutningen fast! — Føj, hvad det var for en modbydelig Idé!” Men trods hans foragtelige Spytten var hans Blik nu
