177
XI.
Sossimow var stor og tyk, havde et plusset, farveløst, glatraget Ansigt, lysblondt, glat Haar. Han bar Briller og havde en stor Guldring paa sin tykke, fede Finger.
Han kunde være ca. syvogtyve Aar gammel. Han var klædt i en vid, elegant Sommerpaletot og lyse Sommerbenklæder. Alt, hvad han havde paa, var elegant og aldeles nyt, og Skjorten var nystrøgen; han bar ogsaa en massiv Urkæde.
Hans Manerer var træge, uden Energi, men dertil lidt søgt skødesløse, og han havde ikke ganske let ved at skjule et vist Overmod. Alle de, der kendte ham, sandt, at han var lidt besværlig at have med at gøre men mente, at han var en Mand, som forstod sine Sager.
„Jeg har to Gange været hos Dig.... Ser Du, han er kommen til sig selv?” raabte Rasumichin
„Ja, jeg ser det; naa, hvordan har vi det nu?” henvendte Sossimow sig til Raskolnikow, idet han opmærksomt betragtede ham og slængte sig hen til ham paa Sofaen.
„Han er fremdeles i daarligt Humør,” vedblev Rasumichin, „da vi for nogen Tid siden skiftede Skjorte paa ham, gav han sig næsten til at græde.”
„Javist, naturligvis! Det havde heller ikke været saa nødvendigt, naar han ikke syntes om det .... Pulsen er god. Lidt ondt i Hovedet endnu, hvad?”
„Jeg er rask, aldeles rask!” sagde Raskolnikow haardnakket og pirreligt; han rejste sig op, og hans Øjne lynede. Men straks efter lagde han sig atter ned og vendte sig om mod Væggen.
Sossimow betragtede ham opmærksomt.
