179
gammel, ubetydelig holder for Resten af ham.
Saa kommer Porphyriusi Petrowitsch, Forhørsdommer ved Politiretten her, ham kender Du jo…?”
„Om jeg ikke tager fejl, saa er han i Slægt med Dig?”
„Langt ude; men hvorfor griner Du saadan af ham? Naa, fordi Du en Gang har været i Totterne paa ham, nu faar vi se, om Du maaske ikke bliver helt væk bare for hans Skyld?”
„Hvad tror Du, jeg bryder mig om…”
„Det kan jeg lide! Naa, og saa kommer der nogle Studenter, en Lærer, en Embedsmand, en Musiker, en Officer, Sametow…”
„Men hør nu, om jeg maa bede, hvorledes kommer Du sammen med Sametow, og hvad har Du at gøre med en saadan Herre?”
„Aa, I med Jeres Principer! Efter min Mening er der kun et rigtigt Princip, og det er: er Personen god, saa er det mig nok. Sametow er en prægtig Fyr.”
„Og varmer sine Hænder”[1].
„Naa, og varmer sine Hænder! Hvad gør det? Det blæser jeg paa! Hvad gør det, at han varmer sine Hænder,” skreg Rasumichin op, idet han blev hidsig; „har jeg maaske rost ham, fordi han varmer sine Hænder? Jeg sagde, at han var god paa sin Vis! Naar man skulde give sig til at beglo et Menneske fra baade den ene og den anden Side, hvor mange gode Mennesker mon man da overhovedet fandt? Jeg er vis paa, at jeg — strængt taget — med Hud og Haar kun vilde være et stegt Løg værd, og det bare fordi man fik Dig i Tilgift.”
- ↑ At „at varme sine Hænder” vil sige det samme som at lade sig bestikke.
